Vi er våre fortellinger

…men de kan endres hvis de er uhensiktsmessige. Dette sier narrativ psykolog Claus Nørregård i et intervju i danske politikken 24.3.18.

Politiken om narrativer

Han sier videre:

  • Du skaper fortellingen i nær relasjon til andre, og det er viktig at andre bekrefter din fortelling.
  • Du skaper fortellingen gjennom det språket som kulturen stiller til rådighet
  • En fruktbar og meningsfull psykologisk selvfortelling inneholder en god porsjon selvkjærlighet og viten om, hva du kan, og hva som er viktig i ditt liv og for deg.
  • Bare ett menneske har vist deg kjærlighet, kan vi fortelle at vi har blitt elsket og da kan vi klare mye.
  • I samtale med andre kan du endre fortellingen om deg selv. Det trenger ikke å være en profesjonell behandler, men en god venn som vil lytte.

Ramt af livet interview

Tegning: Claus Nørregaard

BLÅ BOG

ALLAN HOLMGREN

Autoriseret psykolog og specialist i

psykoterapi og formand for Selskabet

for Psykoterapi. Adjungeret professor i ledelsesfilosofi og ekstern lektor på CBS.Direktør i Dispuk , Dansk Institut for

Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation, der bekender sig til det narrative psykologiske perspektiv.

Hvorfor reagerer vi forskelligt, når vi bliver ramt af livet?

»Fordi vi alle har forskellige opvækstbetingelser og forhold, som vi udsættes for gennem livet. Derfor oplever alle verden forskelligt, selv enæggede tvillinger. Vi har også forskellige erfaringer med kærlighed, opbakning, ydmygelser og straf. Det giver os forskellige perspektiver på vores eget liv og livet som sådan. Derfor oplever vi hændelser vidt forskelligt. Men selv om mennesker ser omverdenen fra hvert sit sted, er det gennem vores nære relationer, at vi bliver skabt som mennesker. Vores selvfortælling bliver skabt i de mange møder med andre«, siger direktør, psykoterapeut og narrativ psykolog Allan Holmgren.

Hvad er psykologiske selvfortællinger?

»Det er den historie, som den enkelte bærer rundt på, om, hvad der er sket i dit liv, og hvorfor det er sket. En frugtbar og meningsfuld psykologisk selvfortælling indeholder en god portion selvkærlighed og viden om, hvad du kan, og hvad der er vigtigt i dit liv og for dig. Ellers farer du rundt som flue i flaske efter modetendenser. Hvis du har styr på dine værdier, har du ballast i båden, så den ikke kæntrer, når det blæser«.

Hvorfor er selvfortællinger vigtige for os?

»Uden fortællinger om vores liv har vi ingen samlet identitet, intet kompas. Mennesker med hukommelsestab mister, hvem de er, da de ikke kan fortælle en samlet historie om, hvad der er sket i deres liv og betydningen af det. De har ingen identitet. Folk med Alzheimers eller demens reduceres fra menneske til grøntsag, selv om det er præcis samme person, der sidder over for os. For de kan hverken fortælle deres historie, noget fra deres liv eller genkende os. Sjælen består af fortællinger – hvis jeg skal sige det lidt patetisk, og derfor er du din fortælling«.

Hvordan skaber vi vores fortællinger?

»Helt instinktivt skaber vi en samlet fortælling om, hvem vi er, hvorfor vi er, som vi er, og hvad der er vigtigt for os gennem det sprog, som kulturen stiller til rådighed for os. Vi ser så at sige verden gennem begreber og ord. Vores fortælling om, hvem vi er, er med til at bringe orden i vores univers. Der findes ingen kultur uden en overordnet fortælling om solen, jorden og verdenshavet og om meningen med livet – om det er Odin, Jesus, Buddha eller Muhammed. Og der findes intet menneske uden en fortælling om, hvem de er, og hvad de er rundet af«.

Hvordan passer andre mennesker ind i vores selvfortællinger?

»Filosoffen Friedrich Nietzsche talte om ’affirmation’, altså bekræftende relationer, som grundbegrebet for alt liv. Vi skaber os selv i verden via vores selvfortælling, men bekræftes eller udfordres i denne fortælling i vores relationer med andre. Du kan ikke være gavmild, hvis alle andre oplever dig modsat. Derfor skal andre høre vores fortælling og helst bekræfte den, så vi kan blive sikre på os selv. For vi kan kun holde af os selv og opnå selvværd, hvis andre bekræfter vores selvbillede – og hvis virkelige mennesker tæt på os har holdt om os som børn og i vores opvækst. Bare ét menneske skal have vist os kærlighed, så kan vi klare meget, for så kan vi fortælle, at vi er elsket. Problemet i moderne videnskab er, at man adskiller det enkelte menneske fra relationen. Vi adskiller vores tænkning fra vores krop, og derfor ser vi de mange problemer med mental sundhed«.

Hvordan hænger de her selvfortællinger sammen med dårlig mental sundhed?

»Tag moderne arbejdspladser, hvor mange skammer sig, fordi de ikke kan leve op til normen og må knokle yderligere på, indtil de knækker. Man tør jo ikke sige til andre, at man ikke kan holde til det. I vores selvfortælling bør vi jo kunne klare arbejdet – indtil kroppen siger fra. Men vi hører sjældent en leder sige, hør her, det skal du ikke lave alene, jeg tager nogle opgaver fra dig. Det sker ikke, så medarbejderen skammer sig over ikke at magte opgaven. Det presser ens selvbillede og selvfortælling, indtil det går galt. Og bagefter skal sådan nogle som mig reparere det knæk, personens selvfortælling får. Også selv om det sker efter et udefrakommende pres, personen ikke er herre over, der er den udløsende årsag til disse mange belastningsreaktioner – angst, stress og depression«.

Hvordan skal vi hjælpe folk med dårlig mental sundhed?

»De skal fortælle deres historie både om problemerne i livet og om det gode i livet, om de værdier, man sætter pris på. Efter 1983 skulle alle folks symptomer blot behandles med medicin ifølge psykiaterens diagnosebog. Heldigvis er der de senere år kommet større forståelse for, at alle uanset psykiatrisk lidelse har brug for at fortælle deres historie, så de bedre får styr på deres liv og selvfortælling. Og det sker ikke med medicin. Forfatteren Svend Åge Madsen skrev det så fint i romanen ’Slægten Laveran’, hvor en af personerne sagde, at de mest splittede mennesker i vores samfundet må betale fremmede mennesker for at lytte, så de kan fortælle og fortælle om sig selv, indtil der opstår sammenhæng og mening i selvfortællingen. For vi har i vores individualiserede kultur mistet evnen til at lytte til hinandens fortællinger. Vores tid er truet af tv, smartphones og internettet, og få sætter sig længere om lejrbålet og lytter til hinandens fortællinger«.

Hvis min selvfortælling er, at intet lykkes for mig, kan jeg så ændre fortællingen?

»Ja, ja. Jeg vil spørge, hvorfra du ved, at intet lykkes? Og spørge til, hvad ’lykkes’ betyder i din optik? Du svarer måske, at du kan se på sociale medier eller i tv, hvordan det er lykkedes andre, og jeg ville så spørge dig, om alene et stort hus, status eller mange penge er at lykkes. Og spørge, hvad du trods alt har klaret. Jeg vil udfordre din selvfortælling for at vise dig sprækkerne til en anden fortælling«.

Hvad sker der så?

»Så begynder du at tænke dig om og sige, nå ja, jeg er da lykkedes i den og den og den situation, og du vil via samtale med andre kunne ændre fortællingen om dig selv. Jeg talte med en kvinde, der var træt af et mønster, der havde fulgt hende hele livet – at hun enten kæmpede, flygtede, eller kroppen sagde frys. Jeg spurgte til historien om mønsteret, og hun fortalte, at hun ofte fik tæsk af sin far som barn, han var militærmand, så det var kæft, trit og retning. Moderen gjorde ingenting. Jeg spurgte, om nogen havde set, hvor slemt hun blev behandlet, »ja«, svarede hun, »mine to herlige flippede mostre så det, de tog sig af mig, og sammen med dem havde jeg det skønt. De var et helle i mit liv«. Jeg bad hende fortælle grundigt om sine oplevelser og erfaringer med disse mostre, og hvad de havde lært hende om livet. Kvinden ændrede helt udseende og grundstemning i løbet af samtalen, nok fordi hun kom i kontakt med sin selvfortælling om, hvad der er vigtigt i livet«.

Hvorfor ender nogle mennesker med en fortælling om, at de intet kan, mens andres fortælling er, at de kan det meste?

»De, der tror på, at de kan klare det meste, har fået godt med kærlighed som vigtigste vitamin gennem opvæksten, mens de andre nok er blevet ydmyget gang på gang, mobbet, valgt sidst til håndbold og har manglet nogle at støtte sig til. Ydmygelse, hån og mobning sidder i kroppen hele livet. De holder sig tilbage og får dermed også skabt en selvforstærkende fortælling om, at de intet kan. Det bliver grundtonen i deres liv«.

Men er det ikke en medfødt evne, om man ser glasset halvtomt eller halvt fyldt?

»Nej, det tror jeg ikke på. Jeg har aldrig mødt nogen, jeg ikke har kunnet hjælpe. Selv ved meget alvorlige psykiske lidelser, jeg har behandlet, har samtaler om selvfortælling, oplevelser og udlægning af hændelser ændret personens grundtone. Men hvis ikke familien deltager i behandlingen, er prognosen dårlig. Langt de fleste, vi kalder syge af eksempelvis angst, stress og depression, skyldes problemer i deres relationer. Derfor skal vi ikke behandle personer, men relationer. For vi er skabt i relationer. Vores egen fortælling er afhængig af de nære, støttende og bekræftende relationer«.

Vil du ikke bare have alle i terapi?

»Nej, nej, slet ikke. Arbejdet med folks selvfortælling kan en god ven godt klare. Jeg er ikke fortaler for, at man skal bruge sit liv på terapi, man skal bare finde nogen, der gider lytte. Og gode venner er det vigtigste, vi har«.

lars.i.rasmussen@pol.dk

Derfor er det vigtigt at tale om det svære liv

 

Se også blogginnlegget om barndommens sår.

Legg igjen en kommentar

Fyll inn i feltene under, eller klikk på et ikon for å logge inn:

WordPress.com-logo

Du kommenterer med bruk av din WordPress.com konto. Logg ut /  Endre )

Google+-bilde

Du kommenterer med bruk av din Google+ konto. Logg ut /  Endre )

Twitter-bilde

Du kommenterer med bruk av din Twitter konto. Logg ut /  Endre )

Facebookbilde

Du kommenterer med bruk av din Facebook konto. Logg ut /  Endre )

w

Kobler til %s